Den menneskelige konstitution

Den esoteriske filosofi påstår - på linie med en hel del religioner - at et menneske er en treleddet størrelse. Kristendommen har valgt betegnelserne ånd, sjæl og legeme medens teosofien benytter sig af monade, ego og personlighed. En almindelig kristen opfattelse består i at mennesket har en sjæl - i den teosofiske version er det sjælen der har et menneske. Det er ligeledes en kristen opfattelse at sjælen fødes eller kommer i eksistens når et menneske fødes, medens den teosofiske teori går ud på at sjælen er en relativt permanent størrelse der vælger at inkarnere - in carno, gå i kødet - for på denne måde at manifestere sig på det fysiske plan i en erfaringsdannende proces. Ifølge den teosofiske opfattelse eksisterer sjælen altså før fødslen og fortsætter uanfægtet efter døden - kun med den forskel at den er blevet nogle erfaringer rigere.

Monaden

Ordet "monade" stammer fra græsk og betyder "enhed" hvilket refererer til det esoteriske faktum at det er essensen af livet i et menneske. Det siges at monaden er skabt i "Guds billede" og derfor trefoldig i sin natur. Denne trefoldighed består af vilje, kærlighed og intelligens og derfor er monaden her fremstillet som en triangel.

Sjælen

Ego er det teosofiske ord for kristendommens sjæl. Ordet "ego" stammer fra latin og betyder "jeg" eller "selv" - og det er lige det der menes i teosofien - sjælen er det oprindelige eller egentlige "jeg". Et andet ord for begrebet "sjæl" er faktisk "menneske". Det engelske ord "man", som jo betyder menneske, har sin oprindelse i sanskrit ordet "manas" - "tænkeren" og da sjælen eller menneskets essens befinder sig på det øvre mentalplan, ja - så er det her det egentlige menneske - egoet - fungerer i de mest hensigtsmæssige rammer. På illustrationen vises sjælen som en engel eller et devavæsen. Det skyldes at Tibetaneren i Kosmisk Ild fortæller at en såkaldt "Solengel" legemliggør, eller "bærer" monadens nedtransformerede liv på dette niveau. Derfor monadens symbol - triangelen - på solengelens bryst. Men meget mere om denne problematik under emnet "Devaevolutionen". Man kunne foranlediges til at tro at personligheden og sjælen er to adskilte størrelser - det er de ikke, endda med en tyk rød streg under. Der findes kun et liv og det er monadens - men det har sine forposter i sjælen og personligheden.

Personligheden

Ordet "personlighed" har sin rod i ordet "persona" der betyder "maske". Når skuespillere i det gamle Rom skiftede rolle i et teaterstykke, brugte de simpelthen bare en anden maske som de holdt op foran ansigtet, på denne måde havde de forvandlet sig til en anden person i stykket. Denne analogi er fortræffelig i forholdet mellem sjælen og "personligheden" - det er altid sjælen der i de forskellige inkarnationer taler, det er bare masken/legemet der er skiftet ud. Helt så enkelt er det dog ikke, hvilket vil fremgå af analyserne under emnet "De syv stråler".

Placeringen på planerne Monaden er placeret på planet der på sanskrit kaldes Anupadaka, hvilket betyder ”de forældreløse”. Dette navn refererer til at monaderne (60 milliarder i alt, siges det) har forladt ”Faderhjemmet” - jævnfør lignelsen om den fortabte søn. Faderhjemmet er i denne sammenhæng adi planet hvor det 1. aspekt residerer og monaderne skal opfattes som gnister der er sprunget ud af den oprindelige ild - i andre sammenhænge refereres der nemlig til Faderens plan som ”ildhavet”. Nu er de bogstavelig talt forældreløse - og den eneste måde de kan genoptage forbindelsen med Faderen er - ligesom den fortabte søn - ved at gå ud i verden og blive klogere! Det foregår ved at monaden etablerer to lavere aspekter af sig selv på to strategisk vigtige steder i systemet, men mere om det senere i dette afsnit. Sjælen er placeret - som vi så i afsnittet ”De syv planer” - i det kosmisk fysiske grænseland, stedet hvor det kosmisk fysiske og det kosmisk æteriske mødes. Herfra har den - når den har nået en vis udviklingsgrad - forbindelse med både monaden og personligheden.